Kirkevandring søndag d 27/6-2021 i det smukke park- og skovområde omkring Ledreborg Slot
Turen, der var et samarbejde mellem Roskilde Pilgrimsforening og Roskilde Domkirke, blev ledet af sognepræst Sarah Ziethen og tidligere sognepræst Paul Kofoed.
En flok glade pilgrimme, der endelig var undsluppet Coronaens lænker, mødtes i gråvejr på den vindomsuste Domkirkeplads.
Sammen kørte vi til P-pladsen ved Ledreborg Slot. Herfra gik vi gennem skoven til den sydlige del af parken, hvor vi på skrænten under marmorstatuen af Adam og Eva havde en fantastisk udsigt til den smukke barokbygning og have.
Efter frokosten fortalte Paul Kofoed lidt om herregården, der har været i Holstein-slægtens eje siden 1740.
Sarah tog over og berettede om sin Naturterapiuddannelse og om sit ønske om at bringe troen ind i hverdagen og ud af kirken.
Efter øvelser til vækning af sanserne blev vi sendt afsted på en Stillevandring med opfordring til særlig opmærksomhed på naturen omkring os.
Solen brød frem og skinnede gennem de store gamle træer og dannede skyggemønstre på stierne, mens bækkens klukken fulgte os meget af vejen.
Da vi gennem den private del af den 6 km lange allé nåede Slottet, blev vi modtaget af Silvia Monro, slotsfruen, der inviterede os ind i den smukke slotskirke, der har været katolsk siden oldefaderens tid.
Alligevel var vi på god økumenisk vis inviteret til at holde andagt i kirken, hvor Sarah talte om begejstring og forundring og om det at se verdens skabning(er) med hjertet. ”Har du SET en flodhest”, som Gud spørger Job i Jobs Bog.
Vi tog afsked med hinanden på Slotspladsen med Sten Kaaløs og Erling Lindgrens dejlige salme:
Gå i mørket med lyset
gå i visheden om
ikke at gå alene
Gå med lyset. Kom.
En smuk afslutning på en dejlig dag.
Med venlig hilsen
Else Lundin Jacobsen